CASE · DAGTILBUD OG KOMPETENCEUDVIKLING
MAKERPÆDAGOG – ET MAKERFORLØB FOR PÆDAGOGER
Hvordan bliver robotter, kredsløb, fortællinger og maskiner til noget, børn kan lege, undersøge og skabe med?
Sammen med Børneinstitutionen Holluf Pile-Tingkær udviklede og gennemførte Guldastronaut et makerforløb for pædagogisk personale. Projektet blev støttet af BUPL’s udviklingspulje En kreativ pædagog med teknologisk flair.
Målet var ikke bare at introducere ny teknologi. Det var at give pædagogerne mod, sprog og konkrete greb til at bruge den meningsfuldt i børnenes hverdag – med legen, fortællingen og den fælles undersøgelse som drivkraft.
KORT FORTALT
SAMARBEJDE
Børneinstitutionen Holluf Pile-Tingkær · Guldastronaut
MÅLGRUPPE
Pædagogisk personale i dagtilbud
FORMAT
Fire workshops for to pædagoger fra hvert af institutionens otte børnehuse
ET FORLØB, DER BLEV DESIGNET SAMMEN MED PÆDAGOGERNE
Forløbet tog udgangspunkt i institutionens egne materialer, erfaringer og spørgsmål. Pædagoger og ledelse var med fra starten, så workshops ikke blev løse kurser om teknik, men et fælles afsæt for nye måder at arbejde på.
Mellem workshopdagene kunne deltagerne prøve idéer af i deres egne børnehuse. De delte erfaringer, pegede på det, der var svært, og var med til at gøre forløbet mere relevant for hverdagen. Det gav et vigtigt billede af, hvad der skal til, for at teknologi ikke bare bliver noget, der står på en hylde, men noget man bruger sammen med børnene.
FIRE VÆRKSTEDER – FIRE VEJE IND I MAKERPÆDAGOGIK
LÆRINGSROBOTTER
Vi undersøgte robotter og skærmfri kodning som redskaber til leg, bevægelse, fortælling, mønstre og samarbejde.
FYSISK PROGRAMMERING OG ELEKTRONIK
Med micro:bit, littleBits og enkel elektronik arbejdede vi med kredsløb, lys, lyd og knapper – og med at gøre teknologien håndgribelig.
DIGITAL PROGRAMMERING OG STOPMOTION
Deltagerne prøvede spiludvikling, interaktive fortællinger, animation, ScratchJr og stopmotion som måder at skabe historier og idéer sammen med børn.
MAKERMASKINER
Vi fulgte idéen fra skitse til prototype med blandt andet 3D-print, laserskæring, folieskæring og pap.
DET TOG VI MED VIDERE
Evalueringen viste, at pædagogerne generelt vurderede deres egne kompetencer højere efter workshops. Samtidig gjorde den os klogere på noget vigtigt: Nye teknologier skal have tid, tydelig relevans og konkrete eksempler, før de bliver en naturlig del af hverdagen.
Den læring arbejder vi stadig ud fra: hellere få, gode forløb i dybden end mange hurtige introduktioner. Teknologien skal give mening i den konkrete børnegruppe – og understøtte legen, ikke overdøve den.
VIL I BYGGE VIDERE PÅ JERES EGEN MAKERPRAKSIS?
Erfaringerne fra Makerpædagog lever videre i vores Makerpædagog Miniuddannelse og i skræddersyede kompetenceforløb for dagtilbud.